Akademisk Ridekunst

Den Akademiske Ridekunst er baseret på de gamle mestres viden omkring ridning og kampkunst til hest. Heraf kan Xenophon, Pluvinel, Guérinière, Newcastle og Steinbrecht, nævnes som de mestre, der gennem tiden har haft den største indflydelse på ridekunsten.
Da en færdiguddannet ridehest var en utrolig stor investering, havde ridekunsten til formål at uddanne hesten, så den var stærk, holdbar, lydig og kontrollerbar selv i kampsituationer.

Ridekunsten som vi møder den idag, er baseret på Bent Branderup´s arbejde med at genskabe samt dele den viden og kundskab beskrevet af de gamle mestre, således ridekunsten igen bliver tilgængelig for nutidens ryttere.
– I dag er det de færreste, der direkte udøver aktiv kampkunst, hvorfor uddannelsen af nutiden akademisk redne hest har fokus på smidighed, holdbarhed, samarbejde og kommunikation mellem hest og rytter.

Det er en kultur arv der har været gået i glemmebogen, og som vi ønsker at bringe frem i lyset igen.

Bent påbegyndte sin rejse med Hugin (sin nu afdøde knabstrupper hingst), da den var blevet blind og havde brækket 3 ben (forknæ og begge haser). For måske at kunne få en fungerende ridehest igen, var der nød til at blive tænkt ud af boksen, eller måske, åbne op for en meget gammel boks….

Bent begyndte at genopdage de gamle mestres viden omkring at træne hesten til opbyggelse af den selv – “at bruge dressuren for hestens skyld, ikke omvendt’

For mit eget vedkommende er Den Akademiske Ridekunst en logisk, mild og opbyggende fremgangsmåde, der trækker en rød tråd det indledende arbejde på jorden – i kapsun og longe – til arbejdet fra hesteryg og den videre uddannelse. Øvelser og bevægelser forklares for hesten og tilkobles klare signaler, der skaber fundament for “næste skridt på stigen”.

Jeg arbejder for kontinerligt at styrke hesten – koordination, smidighed og balance, således den evner at udføre de øvelser og samlingsgrad, jeg ønsker af den. På intet tidspunkt ønsker jeg, at udsætte hesten for træning eller metoder, der på sigt nedsætter dens holdbarhed og kapacitet.
Derfor er grundridning og løsgøring tilbagevendende elementer, der besøges igen og igen – uanset hestens øvrige uddannelses niveau.

Fokus i træningen lægges på føling, blødhed og biomekanik, hvor jeg som rytter arbejder med indføling og egen kropsbevidsthed, og således bliver bevidst om balancepunkter, hvordan de enkelte del af kroppen kan indvirke uafhængigt af hinanden, egne svagheder og styrker, samt hvordan disse påvirker arbejdet med hesten på godt og ondt.

Det handler om skabelsen af en positiv kommunikation mellem rytteren og hesten – en kommunikation, der går begge veje, hvor hesten har lige så meget at fortælle rytteren som omvendt.